Den amerikanske højesteret har godkendt præsident Trumps indrejseforbud gældende statsborgere fra seks lande.
USA's højesteret har mandag godkendt en midlertidig indførelse af det indrejseforbud, som USA's præsident, Donald Trump, i begyndelsen af året forsøgte at indføre.
Det på trods af, at forbuddet fortsat er under behandling ved lavere retsinstanser.
Forbuddet er rettet mod borgere fra seks bestemte lande - Tchad, Iran, Libyen, Somalia, Syrien og Yemen.
Indrejseforbuddet blev efter udstedelsen i januar underkendt af flere mindre retsinstanser, hvorefter det blev ændret - og i september blev det fornyet i en tredje version.
Flere retskendelser kalder indrejseforbuddet mod landene, der har overvejende muslimsk befolkning, for forfatningsstridige og diskriminerende.
I den californiske by San Francisco og i Richmond i delstaten Virginia er sagen fortsat under behandling.
I højesteretskendelsen siger dommerne imidlertid, at retningslinjerne kan træde i kraft, mens indrejseforbuddet behandles i det amerikanske retsvæsen.
Godkendelsen skete med syv stemmer for og to stemmer imod.
Højesteret godkendte tilbage i juni den daværende version af forbuddet med det forbehold, at det ikke gjaldt personer med en særlig tilknytning til USA i form af familie, studier eller arbejde.
Den udformning var Donald Trump ikke tilfreds med, da han mente, at forbuddet skulle gælde alle - uanset tilknytning til USA.
Derfor bad Det Hvide Hus i november den amerikanske højesteret om at tillade forbuddet i sin fulde effekt.
»Det (forbuddet, red) er baseret på national sikkerhed og udenrigspolitiske affærer og ikke på religiøs modvilje«, lød det i november fra Det Hvide Hus.
Og forbuddet har nu altså fået lov til foreløbigt at træde fuldt i kraft.
Donald Trump har sagt, at et indrejseforbud er nødvendigt for at beskytte USA mod islamistiske angreb. Under præsidentvalgkampen lovede Trump "at lukke helt ned for, at muslimer kunne komme til USA".
ritzau




























