Selvmordsbomber dræber mindst seks civile i Afghanistans hovedstad

Lyt til artiklen

Mindst seks civile har mistet livet, efter at en selvmordsbomber til fods har sprængt sig selv i luften i Afghanistans hovedstad, Kabul, mandag.

Gerningsmanden udløste sin sprængladning nær den bygning, der huser Afghanistans nationale efterretningstjeneste.

Talsmand for det afghanske indenrigsministerium Najib Danish siger, at seks personer i en bil mistede livet ved eksplosionen.

»Seks personer blev dræbt, og yderligere tre blev såret«, siger talsmanden.

»De blev ramt, da de kørte forbi området i en hvid Toyota. Vi ved stadig ikke, hvad målet for angrebet var, men det skete på hovedvejen«, lyder det.

Landets sundhedsministerium bekræfter dødstallet på seks civile, men har dog kun oplysninger om en enkelt såret.

Omkring klokken 06.30 mandag morgen dansk tid - knap to timer efter eksplosionen - har den militante gruppe Islamisk Stat (IS) hævdet at stå bag angrebet.

Eksplosionen i Kabul sker, blot en uge efter at IS hævdede at stå bag et angreb mod et træningsanlæg, der tilhører samme agentur - Det Nationale Direktorat for Sikkerhed.

Her blev angrebsmændene dræbt, før de forårsagede betydelige tab.

På det seneste har både IS og oprørere fra Taleban hævdet at stå bag flere angreb rettet mod afghanske sikkerhedsstyrker i Kabul.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her