25 mennesker er kommet til skade, efter at et schweizisk passagerskib sent tirsdag aften sejlede ind i en bropille på Rhinen under en motorvejsbro.
Det oplyser det lokale politi.
Af de 25 sårede har fem pådraget sig alvorlige skader, oplyser politiet videre.
Skibet med navnet 'Swiss Crystal' sejlede ind i en søjlerne, der understøtter den tyske motorvej A42, og ødelagde broens bue.
130 om bord
Passagerskibet havde 130 mennesker om bord.
Et andet passagerskib bidrog til redningsaktionen og hjalp med at fragte de tilskadekomne i land. Også flere både fra tysk brandvæsen deltog i operationen.
En talsmand for politiet oplyser, at motorvejsbroen sandsynligvis ikke vil blive genåbnet for trafik før onsdag morgen, da den først skal undersøges af bygningsingeniører.
Ulykken skete nær byen Duisburg i det vestlige Tyskland.
ritzau



























