Putin: Eksplosionen i Skt. Petersborg var terror

Lyt til artiklen

En eksplosion i et supermarked i Skt. Petersborg var et terrorangreb, siger Ruslands præsident, Vladimir Putin.

I en tale til hjemvendte soldater fra Syrien føjer han til, at det er lykkedes at afværge yderligere et terrorangreb i byen.

»I ved, at i går blev der udført en terrorhandling i Skt. Petersborg«, fortæller han soldaterne.

Bombe med søm sårer flere personer i supermarked i Sankt Petersborg

Mindst 13 mennesker blev såret ved eksplosionen onsdag aften.

Bombe skulle gøre størst mulig skade

Der var tale om en hjemmelavet bombe med 200 gram sprængstof. Den var fyldt med metaldele for at kunne gøre størst mulig skade.

Bomben detonerede i et bagageafsnit i supermarkedet.

Ingen har taget ansvar for angrebet.

Putin undlod at uddybe yderligere, at endnu et angreb skal være afværget i Skt. Petersborg.

Putin: Forebyggelse er vigtig

I sin tale til de hjemvendte soldater forklarer han, at den russiske indsats i Syrien har handlet om forebyggelse.

»Hvad kunne der være sket, hvis tusinder af disse (terrorister red.), som jeg lige har talt om, eller hundredvis var vendt tilbage til os, veltrænede og bevæbnet«, spørger han.

Putins talsmand, Dmitrij Peskov, vil ikke fortælle, hvad der har fået præsidenten til at omtale angrebet i Skt. Petersborg som et terrorangreb. Men han henviser til de metaldele, som bomben var fyldt med.

Tidligere i december ringende Putin til USA's præsident, Donald Trump, for at takke CIA for at tippe de russiske myndigheder. Det skal have forpurret en serie bombeangreb i Skt. Petersborg, der er Putins hjemby.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her