Den store park Tiergarten midt i Berlin er et smukt og skyggefuldt sted at tilbringe en varm sommerdag. Men den 23. juli sidste år brød mænd med pistoler i hænderne pludselig idyllen mellem de grønne træer, søerne og det vidt forgrenede stisystem. De asiatiske mænd fulgte efter en 52-årig mand, som var på spadseretur i parken, omringede ham og tvang ham ind i en ventende bil for øjnene af chokerede tyskere.
Få timer efter sad manden i et fly på vej til Hanoi i Vietnam. Trinh Xuan Thanh, en forretningsmand og tidligere funktionær i landets regerende kommunistparti, var blevet bortført af agenter fra sit hjemlands efterretningstjeneste, som hverken havde spurgt de tyske myndigheder om lov eller bedt om et samarbejde. Han havde søgt om asyl i Tyskland på grund af politisk forfølgelse i sit hjemland.




























