Udlændingekontrolafdelingen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har lørdag anholdt en svensk statsborger, som er internationalt efterlyst for et skuddrab i Stockholm.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Sammen med en anden mand forsøgte han at komme ind i Danmark fra Tyskland i en bil, som de havde lejet i Sverige.
Men de blev standset, da kontrollen viste, at den ene var internationalt efterlyst for drab.
Den drabsmistænkte vil blive fremstillet i et grundlovsforhør søndag med henblik på udlevering til Sverige. Den anden mand har politiet løsladt.
»Jeg er meget tilfreds med, at arbejdet med grænsekontrollen endnu engang viser sig effektivt, og at vi har fanget en efterlyst mand«.
»Det viser, at arbejdet, der bliver udført ved grænsen, er både kompetent og dygtigt«, siger vicepolitiinspektør Anton Havegård, leder af Udlændingekontrolafdelingen, i pressemeddelelsen.
ritzau




























