Medier: FBI's næstkommanderende går af efter Trump-kritik

Andrew McCabe har været ansat i FBI siden 1996, men forlader nu forbundspolitiet. Arkivfoto Alex Brandon
Andrew McCabe har været ansat i FBI siden 1996, men forlader nu forbundspolitiet. Arkivfoto Alex Brandon
Lyt til artiklen

Andrew McCabe har i dag forladt posten som vicedirektør i det amerikanske forbundspoliti (FBI).

Det fortæller en række anonyme kilder til flere amerikanske medier, herunder NBC News, The New York Times og nyhedsbureauet AP.

McCabe er blevet kritiseret af USA's præsident, Donald Trump, for at være politisk uenig med præsidenten. Angiveligt har Trump prøvet at få McCabe til at sige op, men det afviser Sarah Sanders, der er talskvinde i Det Hvide Hus.

»Præsidenten har ikke været del af den beslutningsproces«, siger hun på et pressemøde og bekræfter tilsyneladende McCabes afgang.

Det er kun en uge siden, at en talsmand for Det Hvide Hus, Raj Shah, for alvor satte gang i fyringsspekulationerne. Raj Shah sagde, at Trump »mener, at højtstående ledere med politisk bias har tilsværtet FBI's renommé«, og i en udtalelse i dag oplyser Det Hvide Hus, at de står ved tidligere udtalelser om vicedirektøren.

Efter planen skulle Andrew McCabe ifølge NBC News have siddet i stillingen frem til marts, hvor han ville kunne sige op og opnå fuld pension, men han smutter før tid med betalt orlov.

Kritik efter Clintons emailsag

Trumps republikanske partikolleger har ofte kritiseret McCabe for hans rolle i FBI's undersøgelse af den tidligere udenrigsminister og præsidentkandidat Hillary Clintons håndtering af sine egne e-mails, da hun var USA's udenrigsminister. FBI endte med ikke at rejse sigtelser mod Clinton til nogle republikaneres store ærgrelse.

Problemet med McCabe er - ifølge hans kritikere - blandt andet, at hans kone har stillet op som senator for Demokraterne. Hun har modtaget pengedonationer fra en guvernør, der skulle være tæt allieret med Hillary Clinton og hendes mand, ekspræsident Bill Clinton. Støtten, der ifølge Trump var på 4,2 millioner kroner, har han kritiseret tilbage i december.

»Hvordan kan FBI-vicedirektøren Andrew McCabe, den ansvarlige mand sammen med lækkende James Comey af Hillary Clinton-fup-undersøgelsen (inklusive hendes 33.000 ulovligt slettede e-mails), få 700.000 dollars til hustruens kampagne af Clinton-marionetterne under undersøgelsen?«, skrev Trump på Twitter.

Flere udvalg i Kongressen, hvor der er republikansk flertal, er ved at undersøge, om FBI sjuskede med undersøgelsen af Hillary Clinton, og om der var et ønske om at frifinde hende. Demokraterne mener, at disse undersøgelser er blevet sat i gang for at fjerne fokus fra de igangværende undersøgelser af Donald Trump-kampagnens forhold til Rusland.

I maj sidste år var McCabe i en kortvarig periode FBI-chef, efter at Trump fyrede James Comey, der havde været med til at undersøge anklagerne om russisk påvirkning af det amerikanske præsidentvalg i 2016. Trump indstillede efterfølgende Christopher Wray som ny FBI-chef, hvilket Senatet godkendte i august sidste år.

Andrew McCabe er 49 år, og han har været ansat i FBI siden 1996.

ritzau/pol

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her