Rakhmat Akilov, der 7. april sidste år med fuld fart kørte ind i shoppinggaden Drottninggatan i Stockholm i en lastbil, tiltales for blandt andet terrorisme og forsøg på terrorisme. Det meddeler den svenske anklagemyndighed.
Fem mennesker mistede livet ved angrebet.
Akilov tiltales for ulovligt at have taget lastbilen og have kørt den gennem Drottninggatan mod Sergels plads i høj fart.
»Handlingen kunne skade Sverige alvorligt og havde til hensigt af indgyde alvorlig frygt hos landets befolkning«, hedder det.
Rakhmat Akilov forsøgte ifølge anklageskriftet, der offentliggøres tirsdag i Stockholm, at udløse en bombe, inden han kørte fem mennesker ihjel på Drottninggata.
Bomben bestod af fem butangasbeholdere, skruer, knivblade og et antal mindre metalgenstande.
Anklageskriftet henviser til, at en række omstændigheder tyder på, at Akilov var interesseret i Islamisk Stat. Han havde studeret videoklip med propaganda fra IS. Han havde også læst en del om krigen i Syrien.
Desuden havde han læst om svensk flygtningepolitik, og han havde studeret artikler, som handler om en skærpet lovgivning mod terrorisme i Sverige.
Akilov skal have været i kontakt med flere med tilknytning til IS, og over for disse tilbød han at udføre et angreb.
Ifølge anklagemyndigheden kan Akilov have haft overvejelser om at angribe en klub for homoseksuelle i Sverige. Han googlede ordene 'gay club Stockholm', da han ledte efter mulige mål at angribe, hedder det.
ritzau


























