Merkels stabschef bekræfter: Tysklands store partier er enige om koalition

Angela Merkel har haft en lang nat ved forhandlingsbordet, men nu lader det til, at der er håb for endnu en periode øverst på skamlen i Tyskland. Det kræver dog lige, at knap en halv million SPD-medlemmer skal finde frimærker frem først.
Angela Merkel har haft en lang nat ved forhandlingsbordet, men nu lader det til, at der er håb for endnu en periode øverst på skamlen i Tyskland. Det kræver dog lige, at knap en halv million SPD-medlemmer skal finde frimærker frem først.
Lyt til artiklen

»Vi har en koalitionsaftale, som vil medføre en masse positive udviklinger for tyskerne«, siger Angela Merkels stabschef, Peter Altmaier, som også er fungerende finansminister, ifølge nyhedsbureauerne AFP og AP.

»Trætte, men glade. Der er en aftale! Endelig. Nu arbejdes der på de sidste detaljer i teksten. Herefter vil de 35 SPD-forhandlere vurdere den«, skriver forhandlerne ifølge Reuters.

Aftalen, som først blev omtalt af nyhedsmagasinet Spiegel, er kommet i hus efter maratonforhandlinger, der blev indledt i weekenden.

Forbundskansler Angela Merkel og SPD-leder Martin Schulz mødtes tirsdag morgen for at lægge sidste hånd på en koalitionsaftale, der var ventet sent tirsdag. Men forhandlingerne fortsatte natten igennem til onsdag formiddag.

Aftalen vil imidlertid ikke nødvendigvis betyde en ny tysk regering, da den først skal til en afstemning hos SPD's medlemmer.

Først skal 463.723 medlemmer sende et brev

SPD har 463.723 medlemmer og det kan tage flere uger, før det står klart, om et flertal bakker op bag den nye aftale.

Det skal ske som en urafstemning via brev. Det tyske nyhedsbureau dpa skriver, at det er planen, at udfaldet af urafstemningen skal offentliggøres i weekenden 3. marts.

Mange socialdemokrater har udtrykt dyb skepsis over for et nyt regeringssamarbejde med forbundskansler Angela Merkel og hendes kristelige demokrater.

Ved årsskiftet var der 443.152 registrerede SPD-medlemmer. Mange af de cirka 20.000 nye medlemmer, som er kommet til siden nytår, er imod SPD's deltagelse i en koalition med CDU og CSU.

Dagbladet Bild skriver, at socialdemokraterne vil få udenrigsministerposten, finansministerposten og arbejdsministeriet. SPD får også miljøministeriet og familieministeriet.

Merkels CDU får økonomi- og forsvarsministeriet. Lederen af det bayerske CSU, Horst Seehofer, får posten som indenrigsminister.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her