Iransk passagerfly styrter ned - 66 er døde

Lyt til artiklen

Et iransk passagerfly med 60 passagerer og seks kabinemedlemmer om bord er styrtet ned i Zagros-bjergene i det sydlige Iran.

Alle de ombordværende er afgået ved døden, oplyser en talsmand for flyselskabet til iransk stats-tv ifølge nyhedsbureauet AP.

Der er tale om et iransk passagerfly af typen ATR-72 fra Aseman Airlines, som fløj fra Irans hovedstad, Teheran, til byen Yasuj i Isfahan-provinsen.

Flystyrtet skete i den fjernt beliggende bjergby Semirom, der ligger 620 kilometer syd for Teheran.

»Et ATR-fly fra Aseman Airlines med 60 passagerer og omkring seks kabinemedlemmer forsvandt fra radaren denne morgen«.

»Observationer fra folk (i området, red.) indikerer et flystyrt«, oplyser Aladin Borujerdi, der er chef for det iranske parlaments sikkerheds- og udenrigspolitiske udvalg til flere lokale medier ifølge nyhedsbureauet AFP.

Årsag til styrt er ukendt

Der er ikke oplyst nogen årsag til flystyrtet.

Flystyrtet er sket i et bjergrigt område, hvilket vanskeliggør redningsarbejdet.

Helikoptere er derfor sendt afsted, oplyser Mojtaba Khaledi, en talsmand for det nationale nødberedskab til nyhedsbureauet ISNA.

Redningshelikopterne har dog svære vilkår på grund af kraftig tåge.

Derfor forsøger redningsarbejdere ifølge guvernøren i Semirom også at nå det nedstyrtede fly til lands. Det skriver det iranske nyhedsbureau Mehr ifølge Reuters.

Flyet forsvandt fra radaren 50 minutter efter, at det var lettet fra lufthavnen Mehrabad i Teheran. Herfra opereres primært indenrigsflyvninger, men der er også nogle internationale afgange, skriver Reuters.

De seneste årtier har Iran oplevet flere flystyrt.

Ifølge iranske myndigheder har amerikanske sanktioner i lang tid forhindret landet i at købe nye fly og reservedele fra Vesten, skriver Reuters.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her