Tusk: Britiske planer for brexit bygger på ren illusion

Jens Dresling/POLFOTO
Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Storbritanniens forventninger til sit fremtidige forhold til EU bygger stadig på ren illusion.

Det er meldingen fra EU-præsident Donald Tusk efter et uformelt topmøde i Bruxelles for de 27 lande, der bliver i EU.

»Jeg er glad for, at den britiske regering nærmer sig en mere detaljeret position«, siger Donald Tusk.

»Men hvis medierapporterne er rigtige, er jeg bange for, at den britiske position i dag er baseret på ren illusion«, siger han.

Så er kage-filosofien stadig i live, lyder det fra EU-præsidenten.

Han reagerer på meldinger om, at briterne efter deres exit ønsker en såkaldt 'styret divergens' i forhold til EU's regler.

At de på nogle områder vil være helt med på EU's regler, på andre vil de afvige lidt, mens de på atter andre vil gå efter deres egne regler.

Men Donald Tusk advarer på forhånd om, at Storbritannien ikke får lov bare at plukke alle godbidderne i EU efter deres exit.

Han siger også, at de andre 27 EU-lande hele tiden har fastslået, at der ikke kan blive tale om 'et indre marked a la carte'.

»Det vil blive ved med at være et afgørende princip. Det er jeg slet ikke i tvivl om, siger han.

EU-præsidenten skal på torsdag i næste uge møde den britiske premierminister, Theresa May, i London.

Det er, dagen før hun vil holde en stor tale om, hvordan hun ser Storbritanniens fremtidige forhold til EU efter exit.

Mays tale er annonceret, efter at hun torsdag samlede et større antal ledende ministre på sit landsted, Chequers, for at finde fælles fodslag i sin splittede regering.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her