»Politi. Hjælp. Politi«.
En valgobservatør forsøger forgæves at forhindre en vælger i at stoppe en ekstra stemmeseddel i valgurnen, mens en anden observatør filmer det med sit mobilkamera.
Scenen udspiller sig i hovedkvarteret for Aleksej Navalnyjs bevægelse, hvor erfarne observatører med rollespil næsten hver aften inden valget 18. marts forbereder nye observatører – denne mandag var det 21 – på, hvad de kan vente sig.
Søndag var Politiken til en lignende instruktionsdag i ngo’en Golos, der betyder stemme og ligesom på dansk har dobbelt betydning – at tale og at sætte kryds. Her var blot 14 til stede, men via streaming kunne man følge med i undervisningen på kontorer rundt i landet. Golos har lige siden 2000 systematisk holdt øje med svindel og manipulation af russiske valg og aldrig givet dem karakteren ’fri og fair’.
Både de partier, der har kandidater ved præsidentvalget, og mere regionalt funderede partier og bevægelser forsøger i disse dage at samle og uddanne flere hundrede tusinde observatører til at holde øje med valget på de cirka 93.000 afstemningssteder i verdens geografisk største land. Der skal en hel gruppe til at holde øje med hvert valgsted, så det er en kæmpe opgave at finde frivillige nok.
Ingen af de mange organisationer regner med at kunne forhindre svindel. »Resultatet – nemlig at Putin skal vinde klart i første runde – står fast på forhånd«, forklarer Golos-træneren Stanislav Ratjinskij. »Han er også populær nok til at vinde et frit valg«:
»Men for mange lokale ledere af skoler, myndigheder, hospitaler står der mere på spil. Hvis de kan øge valgdeltagelsen og øge antallet af Putin-stemmer, gavner det deres karriere. Mange af dem har også fået ordrer om, hvor mange ansatte, de skal få til stemmeurnerne. Så vi er både forberedt på tricks, hvor vælgere forsøger at stemme 2, 3 eller 4 gange, og på mere systematisk manipulation. I større byer er det for eksempel udbredt at køre grupper af vælgere fra valgsted til valgsted«.
Putin rydder modstander efter modstander af vejen før valgetTilbage i træningslokalet i Navalnyjs hovedkvarter i det sydlige Moskva drejer det sig pludselig om en vælger, der allerede har fået to stemmesedler og nu prøver at få en tredje. Med billeder fra mobilen prøver en observatør at overbevise valgstyrelsen om, at manden bestemt ikke skal have en stemmeseddel til. Her lykkedes det at stoppe nummeret, men sådan vil det ikke automatisk gå på valgdagen.
»Vi kan – sammen med andre observatører – næppe nå at dække alle valglokaler«, siger Aleksej Navalnyjs kampagnechef, Sergej Boiko, der har været med til at udvikle rollespillet. »Men vi har selv 83 afdelinger rundt i hele Rusland, og i hvert fald i alle storbyer er der uafhængige valgobservatører nok«.
De står dog i år over for en ny regel, der på papiret først og fremmest skal gøre det nemt for vælgere, der ikke bor, hvor de har folkeregisteradresse. Det drejer sig om mange millioner, der vil stemme langt fra deres officielle adresse.
»Det betyder, at vi ikke på valglisterne i den pågældendes hjemby kan se, om vedkommende har stemt – altså er krydset af. Og hvis denne regel bruges til at fragte Putin-tro vælgere rundt, bliver det svært at afsløre«, siger Sergej Boiko.
Russere indblandet i USA's valg kan tiltales i MoskvaBureaukratisk hækkeløb
Inden de har ret til at komme ind på et valgsted, skal observatørerne gennem et bureaukratisk hækkeløb. De skal nemlig kunne dokumentere, at de er observatører for f.eks. en kandidat eller et parti – altså have et dokument fra det pågældende parti. Disse organisationer skal også indsende lister over deres observatører.
»Der gøres skam ikke så lidt for at spænde ben for os«, siger Stanislav Ratjinskij.
De organisationer, der har observatører ude på valgdagen, samler løbende alle rapporter om svindel på et kort, som Golos opdaterer dagligt og venter færdigt et par dage efter Vladimir Putins planlagte sejr. Foreløbig er der en plet ved Krasnodar, hvor Golos-lederens bil fik skåret alle fire dæk op. Golos er så bange for at blive forpurret i dataindsamlingen, at adressen på callcentret holdes hemmelig.
fortsæt med at læse



























