Sergei Skripal har hele sit voksne liv gjort alt for ikke at vække opmærksomhed endsige komme i mediernes søgelys. Som oberst i den russiske hærs efterretningstjeneste, som funktionær i det russiske udenrigsministerium og som underviser i det russiske forsvarsministerium akademi passede han sit arbejde, som familien kun kendte meget overfladisk.
Han var af gode grunde endnu mere diskret i de år, han fungerede som agent for den britiske efterretningstjeneste, og ifølge udsagn til den britiske avis The Guardian reagerede den mangeårige spion behersket, da agenter fra den russiske efterretningstjeneste, FSB, anholdt ham i 2006 for »højforræderi i form af spionage til fordel for Storbritannien«.




























