Donald Trump vil indføre dødsstraf til narkohandlere

Donald Trump kaldte på et offentligt møde i oktober sidste år  opioid-epidemien for en national sundhedskrise. Her ses han tale under mødet. Evan Vucci/AP
Donald Trump kaldte på et offentligt møde i oktober sidste år opioid-epidemien for en national sundhedskrise. Her ses han tale under mødet. Evan Vucci/AP
Lyt til artiklen

USA's præsident, Donald Trump, vil mandag afsløre en plan for bekæmpelse af det, han kalder en afhængighedskrise i landet.

Planen indeholder blandt andet dødsstraf til narkohandlere, ligesom at den opfordrer Kongressen til at skærpe strafferammen for narkosmuglere.

Det oplyser tjenestemænd fra Det Hvide Hus i en pressemeddelelse søndag aften lokal tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

»Justitsministeriet vil søge dødsstraf til narkosmuglere, når det er hensigtsmæssigt i henhold til den nuværende lovgivning«., udtaler Andrew Bremberg, direktør for Trumps indenrigspolitiske råd.

Det Hvide Hus giver ingen specifikke eksempler på, hvornår det vil være hensigtsmæssigt at søge dødsstraf til narkohandlere.

Donald Trump rejste spørgsmålet om brug af dødsstraf til narkohandlere under et vælgerarrangement i Pennsylvania tidligere på måneden. Han har gentagne gange sagt, at enkelte narkohandlere er ansvarlige for tusindvis af dødsfald.

Ifølge planen vil regeringen ligeledes forsøge at reducere antallet af recepter på medicin med en tredjedel i løbet af de næste tre år. Det skal ske ved at fremme en praksis, der reducerer udskrevne recepter under føderale sundhedsprogrammer.

Donald Trump vil fremlægge sin plan i New Hampshire, der ifølge Reuters er hårdt ramt af den såkaldte opioid-epidemi.

Opioid-epidemien er en betegnelse for den hurtige stigning i brugen af både receptpligtige og ikke-receptpligtige lægemidler i USA og Canada, som tog sin begyndelse i slutningen af 1990'erne.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er anslået 2,4 millioner amerikanere afhængige af opiater. Det vil sige narkotika, der omfatter receptpligtige, smertestillende midler samt heroin.

Mange demokratiske oppositionspolitikere er imod idéen om dødsstraf til narkohandlere. En sådan lovændring vil kræve handling fra Kongressen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her