Kinas præsident lykønsker Putin og åbner for samarbejde

Lyt til artiklen

Kinas præsident, Xi Jinping, sender mandag sine lykønskninger til Vladimir Putin, der søndag blev genvalgt til posten som Ruslands præsident.

Det russiske præsidentvalg blev gennemført, dagen efter at Xi enstemmigt blev genvalgt til præsident af Den Nationale Folkekongres i Beijing.

Med lykønskningen fra Kina kommer også et håb om, at Rusland og Kina fremover kan samarbejde og dermed forbedre det i forvejen gode forhold mellem de to stormagter.

»I øjeblikket er det strategiske samarbejde mellem Kina og Rusland på det bedste niveau nogensinde. Det sætter et godt eksempel for en ny type internationale relationer«, siger Xi Jinping i sin erklæring til Putin.

Det skriver det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.

»Kina er villig til at samarbejde med Rusland for fortsat at forbedre det kinesisk-russiske forhold til et højere niveau og dermed skabe en drivkraft for national udvikling i begge lande«, tilføjer præsidenten.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her