Rusland: Vi udviser diplomater en-til-en, og Storbritannien skal selv bevise uskyld i Skripal-sag

Andrew Matthews/AP
Andrew Matthews/AP
Lyt til artiklen

Formanden for Ruslands føderale forsamling varsler, at Rusland vil udvise udenlandske diplomater i samme antal, som andre lande har udvist russiske diplomater.

Det vil ske i forbindelse med EU's og USA's beskyldninger om, at Rusland stod bag et giftangreb på en russisk eksspion i begyndelsen af marts.

Det skriver Ritzau.

Ruslands føderale forsamlings formand, Valentina Matvienko, har tidligere kaldt det en provokation, når Storbritannien har beskyldt Rusland for angrebet.

Den tidligere dobbeltspion Sergej Skripal og hans datter Yulia Skripal blev udsat for et formodet angreb med nervegift 4. marts i Salisbury.

Matvienko sagde 14. marts, at Rusland ville svare igen reciprokt - altså en-til-en med hensyn til udvisning af diplomater.

Storbritannien valgte at udvise 23 russiske diplomater efter episoden i Salisbury. Efterfølgende lød det fra Kreml, at Rusland ville udvise 23 britiske diplomater.

Mandag og tirsdag har en række EU-lande besluttet at udvise russiske diplomater. Onsdag har Luxembourg kaldt landets ambassadør i Moskva hjem til konsultationer. Det er sket i solidaritet med Storbritannien.

Det er ikke bevist, at Rusland stod bag det formodede angreb, men både den britiske regering og EU har erklæret, at de finder det »meget sandsynligt«, at det forholder sig sådan. Fingeren bliver blandt andet peget i retning af Rusland, fordi den anvendte nervegift, Novichok, er udviklet af det russiske militær.

Nu kræver det russiske udenrigsministerium imidlertid, at Storbritannien selv beviser, at det ikke var den britiske efterretningstjeneste, der stod bag det formodede giftangreb mod Sergej og Yulia Skripal.

Kan Storbritannien ikke bevise egen uskyld, vil Rusland opfatte angrebet på Sergej og Yulia Skripal som et angreb på en russisk statsborger og en stor politisk provokation, lyder det fra det russiske udenrigsministerium.

Præsident Vladimir Putins talsmand Dmitrij Peskov opfordrer de lande, der har udvist russiske diplomater, til at kaste et kritisk blik på det bevismateriale, som Storbritannien lægger til grund for at anklage Rusland for giftangrebet.

Christian Bæk Lindtoft

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her