Sarkozy stilles for retten efter sigtelse for magtmisbrug

Nicolas Sarkozy blev sigtet i sidste uge. Christophe Petit Tesson/AP
Nicolas Sarkozy blev sigtet i sidste uge. Christophe Petit Tesson/AP
Lyt til artiklen

Den tidligere franske præsident Nicolas Sarkozy stilles for retten anklaget for at have misbrugt sin indflydelse til at sikre sig oplysninger om en efterforskning af uregelmæssigheder under præsidentvalgkampen i 2007.

Den oplyser Frankrigs særlige anklager for økonomisk kriminalitet.

Sarkozy vil anke afgørelsen om retssagen, oplyser hans advokat ifølge avisen Le Monde.

Sagen er kommet frem, da efterforskere har aflyttet Sarkozys telefon for at undersøge en anden mistanke - nemlig om den tidligere libyske leder Muammar Gaddafis økonomiske støtte til ekspræsidentens valgkamp.

Sarkozy: Bagvaskelse har gjort mit liv til et levende helvede

Nicolas Sarkozy blev sigtet i sidste uge.

Republikaneren var præsident fra 2007 til 2012, da han tabte til socialisten François Hollande.

Siden har Sarkozys navn oftest været nævnt i forbindelse med mistanker og anklager om korruption, bedrageri og økonomiske uregelmæssigheder under valgkamp.

Ekspræsidentens advokater har argumenteret, at efterforskerne er gået ud over deres mandat, da de undersøgte hans mulige forbindelse til Gaddafi.

De mener, at telefonaflytningerne har været uberettigede.

I telefonsamtalerne, der er optaget i årene 2013 og 2014, skal Sarkozy have tilbudt en anklager forfremmelse, hvis denne ville sørge for at skaffe ekspræsidenten oplysninger om en efterforskning af hans valgkampagne.

En kilde tæt på efterforskningen siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at både Thierry Herzog, som er en af Sarkozys advokater, og anklageren er sigtet.

Misbrug af indflydelse straffes i Frankrig med op til fem års fængsel og bøder på op til 500.000 euro.

Sarkozys forgænger på præsidentposten, Jacques Chirac, blev i 2011 dømt for misbrug af offentlige midler til politiske venner.

Chirac var den første dømte statschef i Frankrig, siden nazikollaboratøren Philippe Petain blev dømt i 1945. Petain blev dømt til døden, men han slap med livsvarigt fængsel og døde seks år senere.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her