Brasiliens højesteret afviser appel: Den tidligere præsident Lula skal i fængsel

Eraldo Peres/AP
Eraldo Peres/AP
Lyt til artiklen

Efter en nervepirrende, 12 timer lang afstemning besluttede Brasiliens føderale Højesteret i nat at landets populære ekspræsident Inacio 'Lula' da Silva skal i fængsel og afsone 12 år.

Dommernes afgørelse er et politisk jordskælv i Latinamerikas største økonomi og stopper formodentlig Lulas drøm om at genvinde præsidentposten ved valget i oktober, selv om alle meningsmålinger giver ham en klar føring.

De 11 højesteretsdommere har været under et enormt pres i en sag, der har holdt landet åndeløs i måneder, sat folk op mod hinanden og fået selv militæret til at træde ind på den politiske scene og ytre sig politisk.

I januar blev Lula ved en appeldomstol idømt 12 år og 1 måneds fængsel for korruption og hvidvaskning af penge. Hans forsvarere bad om at få efterprøvet lovligheden af ekspræsidentes frihedsberøvelse før han appellerede til samtlige retlige instanser. Den situation kaldes habeus corpus.

Højesterets dommere skulle i går tage stilling til, om de kunne efterkomme Lulas ønske og dommen faldt ikke ud til hans fordel. Lula skal derfor i fængsel mens han appellerer til yderligere tre retsinstanser.

Men Brasilien er dybt splittet over Lulas skæbne. Som landets mest populære præsident til alle tider, mens han regerede fra 2003 til 2010 og førende kandidat til valget i oktober, har han stadig en mægtig fanskare, der elsker ham, uanset hvad andre siger. Under hans styre blev uligheden i Brasilien mindsket betydeligt og hans mange programmer for de fattige løftede millioner ind i middelklassen.

Mange af hans tilhængere er desuden overbevist om, at hans dom er et udtryk for politisk forfølgelse. Den holdning blev forleden luftet af hans loyale efterfølger, den afsatte præsident Dilma Rousseff, der også af mange ses som et offer for oppositionens rævekager.

»Der er en klar strategi fra en række kupmagere, der er ude på at forhindre Lulas kandidatur«, sagde ekspræsidenten under et møde med den internationale presse.

20.000 protesterede

Lula er til gengæld hadet af højrefløjen, der i dagene op til dagens dom har demonstreret og båret skilte med Lula i fangedragt og ordene 'Aldrig mere Lula'. I Sao Paolo deltog 20.000 i protesterne og da Lula forleden førte valgkamp i det sydlige Brasilien blev hans busser beskudt, hvad der efterlod flere medlemmer af hans Arbejderparti (PT) sårede. Medlemmer af fagforeninger er desuden blevet angrebet med sten eller kørt ned i løbet af valgkampen.

»Hvis de tror, de kan knægte min vilje til at kæmpe med sten og kugler, tager de fejl. Den dag jeg ikke længere kan råbe med min egen stemme, vil jeg råbe gennem jeres«, sagde Lula.

I landets spændte situation trådte den øverste general for de væbnede styrker, Eduardo Villas Boas, overraskende ind på scenen og støttede fængslingen af Lula fra sin twitter konto.

»Jeg kan forsikre nationen om, at Brasiliens væbnede styrker deler befolkningens bekymring og lede over den herskende straffrihed«, skrev han og spurgte retorisk: »Hvem mon tænker på landets ve og vel samt de kommende generationer og hvem er kun optaget af personlige interesser?«.

Generalens bidrag til debatten faldt ikke i lige god jord hos alle brasilianere, der klart husker to årtier med et militærdiktatur, der først endte i 1985. Men de væbnede styrker har på det seneste højnet sin profil i lyset af de enorme korruptionsskandaler, der for tiden afsløres i hele det politiske spektrum og forsøger at fremstå som moralens og demokratiets vogter.

En anden general slap imidlertid mindre heldigt fra at udtale sig, da han tilsyneladende truede med et militærkup såfremt Lula vinder valget i oktober.

Skråplan i Brasilien

General Luis Gonzaga Schroeder Lessa, der har for vane at fremsætte provokerende udtalelser, udtalte til en lokal avis, at en sejr til Lula ville »tvinge militæret til en væbnet reaktion. De væbnede styrker vil således være nødt til at genoprette ro og orden«, sagde han, men måtte senere forklare, at han ikke talte på militærets vegne.

Lulas advokater har argumenteret for, at han i princippet er uskyldig indtil han har udtømt alle muligheder for at appellere, men det er et skråplan, der er blevet misbrugt mange gange i Brasilien, hvor retssystemet arbejder langsomt, siger andre jurister og højesteret gav dem altså ret.

Lula blev blandt andet dømt for at have taget imod en luksuslejlighed fra et brasiliansk byggefirma til gengæld for lukrative kontrakter med det nationale olieselskab Petrobras, der er centrum i et væv af korruptionssager.

Disse sager har sat Brasilien på den anden ende og gjort befolkningen rasende på sine politikere. Lula har yderligere syv anklager hængende over hovedet, men det vil ikke forhindre hans tilhængere i at forsvare ham.

Der er lagt op til storpolitisk turbulens de næste seks måneder inden valget.

Anne M. Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her