Den tidligere dobbeltspion Sergej Skripal, der blev eksponeret for nervegift 4. marts, er ikke længere i kritisk tilstand.
Det oplyser hospitalet i Salisbury ifølge Reuters.
66-årige Sergej Skripal og hans datter Julia blev alvorligt syge, efter de blev udsat for et nervegiftangreb i den engelske by Salisbury.
Den 33-årige datter 'vågnede for mere end en uge siden'. Det oplyste Julia Skripal torsdag i en pressemeddelelse, som politiet sendte ud.
Eksspions forgiftede datter er i bedring og ikke kritisk syg»Jeg vågnede for mere end en uge siden, og jeg er glad for at kunne sige, at jeg bliver stærkere hver dag«.
»Jeg er taknemmelig for interessen for mig og for de mange beskeder med god bedring, jeg har modtaget, lød det i pressemeddelelsen.
Den britiske premierminister, Theresa May, var hurtigt ude og anklage Rusland for at stå bag angrebet. Som reaktion besluttede hun at udvise 23 russiske diplomater.
Strøm af udvisninger
USA, Canada og en lang række EU-lande fulgte i sidste uge Storbritanniens eksempel og udviste russiske diplomater. Rusland har svaret igen ved at udvise et tilsvarende antal diplomater fra de pågældende lande.
Eksperter fra Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) er i færd med at undersøge giftangrebet.
Rusland har tilbudt at indgå i en fælles efterforskning af sagen.
Onsdag betegnede den britiske delegation i OPCW Ruslands tilbud som 'perverst'.
Forslaget er 'en splittende taktik og endnu mere fejlinformation, der har til formål at undgå de spørgsmål, som de russiske myndigheder må besvare', lød det i et tweet fra de britiske OPCW-udsendinge.
ritzau
fortsæt med at læse


























