Trump retter anklagende finger mod Putin i Syrien

Det kan være den russiske præsident, Vladimir Putin, som står bag angreb i Syrien, lyder det fra USA's præsident Trump.  Evan Vucci/AP
Det kan være den russiske præsident, Vladimir Putin, som står bag angreb i Syrien, lyder det fra USA's præsident Trump. Evan Vucci/AP
Lyt til artiklen

Rusland, Syrien, Iran - eller dem alle i kombination. De er mistænkt for at stå bag det formodede kemiske angreb i Syrien, der i weekenden kostede mindst 48 mennesker livet. Det mener USA's præsident, Donald Trump.

På spørgsmålet om, hvorvidt den russiske præsident, Vladimir Putin, har et ansvar for angrebet, svarer Trump ifølge NBC News:

»Det kan han have«.

Mens Trump talte i Washington, advarede Putin i Moskva imod "provokation og spekulation" om det formodede kemiske angreb i Syrien.

Det skete i løbet af en telefonsamtale med den tyske forbundskansler, Angela Merkel, skriver nyhedsbureauet AFP.

»Fra russisk side understregedes det uacceptable i provokation og spekulation om dette spørgsmål«, siger Kreml i en meddelelse.

I USA siger Trump i forbindelse med et regeringsmøde, at han vil tage en beslutning om USA's reaktion inden for meget kort tid, muligvis allerede inden mandagen er omme.

Umiddelbart inden havde han sagt, at beslutningen ville komme inden for 24 til 48 timer.

Vil kende svaret snart

Trump tilføjer, at han drøfter situationen med USA's militære ledere. Sammen vil de vurdere, hvem der var ansvarlig for angrebet, siger han.

»Om det er Rusland, om det er Syrien, om det er Iran eller om det er dem alle sammen, vi finder ud af det. Og vi vil kende svaret ret snart«, lyder det fra præsidenten.

Om Putin tilføjer Trump ifølge nyhedsbureauet AP:

»Alle vil betale en pris. Han vil, alle vil«.

Få timer tidligere sagde den amerikanske forsvarsminister, Jim Mattis, at han "ikke vil udelukke" et militært angreb som reaktion på angrebet i Syrien.

Ifølge det amerikanske udenrigsministerium er der anvendt kemiske våben ved lørdagens angreb i byen Douma. Der er ifølge ministeriet tale om en nervegift og et stof, der fører til kvælning.

Indledt efterforskning

Eksperter fra Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) siger ifølge nyhedsbureauet AP, at organisationen har indledt en efterforskning af det formodede kemiske angreb.

Det amerikanske udenrigsministerium siger mandag aften dansk tid, at angrebet fandt sted i et område, hvor syriske regeringsstyrker opererer.

Ministeriet siger ligeledes, at de syriske styrker og deres allierede nægter internationale observatører adgang til området.

En talskvinde for det britiske udenrigsministerium oplyser til Reuters, at den britiske udenrigsminister, Boris Johnson, har talt i telefon med USA's fungerende udenrigsminister, John Sullivan, om angrebet i Syrien.

Ministrene er enige om, at angrebet ligner tidligere angreb med kemiske våben, som præsident Bashar al-Assads styre har stået bag.

Der har ikke fundet noget kemisk angreb sted i Syrien, siger den russiske FN-ambassadør på hastemøde.

Rusland advarer USA

Rusland har advaret USA om, at det vil få »alvorlige konsekvenser«, hvis amerikanerne angriber syriske regeringsstyrker som følge af meldingerne om, at et kemisk angreb har fundet sted i byen Douma i Syrien.

Det siger den russiske FN-ambassadør, Vassilij Nebenzia, på et hasteindkaldt møde i FN's Sikkerhedsråd mandag aften dansk tid.

»Der var ikke noget angreb med kemiske våben«, siger den russiske FN-ambassadør.

Han erklærer sig aldeles uforstående over for den byge af beskyldninger mod Rusland, der er kommet fra de vestlige lande.

»Gennem de relevante kanaler har vi allerede meddelt USA, at væbnet magtanvendelse mod Syrien under et løgnagtigt påskud (...) kunne få alvorlige konsekvenser«, siger Nebenzia.

Han opfordrer endvidere eksperter fra Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) til at flyve til Syrien og undersøge sagen.

Det kan ifølge den russiske FN-ambassadør ske allerede tirsdag, så de selv kan undersøge forlydenderne om et kemisk angreb.

Han tilføjer, at syriske regeringsstyrker og russiske soldater vil sørge for adgang for OPCW's repræsentanter.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her