Tyrkiets præsident udskriver valg

24. juni skal tyrkerne til valg. Det har præsident Recep Tayyip Erdogan netop meddelt.  Emrah Gurel/AP
24. juni skal tyrkerne til valg. Det har præsident Recep Tayyip Erdogan netop meddelt. Emrah Gurel/AP
Lyt til artiklen

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, siger han vil udskrive tidligt præsident- og parlamentsvalg. Valgdatoen er 24. juni.

Meldingen kommer, efter at Erdogan har holdt et møde med den nationalistiske partileder Devlet Bahceli, som er Erdogans politiske allierede.

Bahceli har opfordret Erdogan til at holde valg i august, men Erdogan ønsker et endnu tidligere valg i slutningen af juni.

Valget kommer over et år før tid. Erdogan skulle have udskrevet valg senest 3. november 2019.

Det kommende valg i Tyrkiet er særligt vigtigt, fordi en ændring af den tyrkiske forfatning her vil træde i kraft.

Forfatningsændringen fik Erdogan vedtaget ved en folkeafstemning i 2017.

Den giver landet en præsident, der fungerer som både statsoverhoved og som regeringschef.

Valg i utide

Dermed får præsidenten langt mere vidtgående beføjelser end den overvejende ceremonielle karakter, som posten har i dag.

Vinder Erdogan det kommende præsidentvalg, forlænger han sine i forvejen 15 år ved magten. Han har før både besiddet posten som premierminister og præsident.

Ifølge den nye forfatning kan en person have det nye præsidentembede i to perioder af fem år.

Opfordringen til at udskrive valg i utide fra Bacheli overraskede politiske iagttagere, fordi Erdogan gentagne gange har understreget, at der ikke udskrives valg i utide.

Siden 1997, hvor Bacheli blev partileder, er han blevet set som lidt af en kongemager i tyrkisk politik.

Det var blandt andet Bacheli, der var med til at få Erdogans AKP parti til magten i 2002.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her