Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Malaysias opposition erklærer sejr efter valg

Lyt til artiklen

Malaysias oppositionsleder, Mahathir Mohamad, øjner et regeringsskifte i det sydøstasiatiske land efter onsdagens parlamentsvalg.

Han har erklæret, at oppositionen har fået flertal og kan danne regering.

Men optællingen er stadig i gang, og det foreløbige officielle resultat sikrer endnu ikke Mahathir og hans parti, Pakatan Harapan (Håbets Alliance), nøglerne til regeringskontorerne.

Malaysias valgkommission siger, at de tal, der er blevet spredt via sociale medier og andre kanaler, er uofficielle og ikke endeligt bekræftet.

»Selvfølgelig kan politiske partier erklære, hvem de vil som vinder, men vent venligst«, siger valgkommissionens formand, Mohd Hashim Abdullah.

»Vi vil også gerne annoncere det så hurtigt som muligt«, tilføjer han på et pressemøde lidt over midnat lokal tid.

Foreløbig viser de officielle resultater, at den 92-årige Mahathir og det øvrige Håbets Alliance har fået 90 af de 222 pladser i parlamentet.

Det nuværende regeringsparti Barisan Nasional (BN) med premierminister Najib Razak i spidsen har sikret sig 69 pladser, viser de foreløbige resultater.

Et parti eller en alliance skal bruge 112 pladser for at kunne danne regering.

»Vi mener ud fra vores optælling, at de er langt bagud. Sandsynligvis vil de ikke danne regering«, siger Mahathir med henvisning til premierministerens koalition.

Najib Razak er dalet i popularitet på det seneste. Dels på grund af de stigende leveomkostninger i Malaysia, dels på grund af en større korruptionsskandale, der har plaget ham siden 2015.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her