USA har mandag officielt åbnet en ambassade i Jerusalem som det første land i verden.
Det er en kontroversiel beslutning, da mange mener, at man dermed definitivt vender en mulig fred med palæstinenserne ryggen.
Her er et overblik over, hvorfor det er omstridt:
Jerusalem blev delt efter krigen i Mellemøsten, som fulgte staten Israels oprettelse i 1948.
Israel kontrollerede den vestlige del, mens Jordan sad på den østlige, herunder også de helligste steder for tre store monoteistiske religioner: Jødedom, kristendom og islam.
Under Seksdageskrigen i 1967 erobrede Israel Østjerusalem sammen med Vestbredden og Gaza.
Siden 1990'erne, hvor USA har været mægler i den mellemøstlige konflikt, har det centrale punkt i forhandlingerne været oprettelsen af en palæstinensisk stat side om side med Israel og med Østjerusalem som hovedstad.
I 1995 vedtog den amerikanske kongres at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad, og at ambassaden skulle flyttes til byen fra Tel Aviv.
Indtil Donald Trump blev valgt til præsident har skiftende præsidenter af hensyn til sikkerheden og af politiske grunde beholdt ambassaden i Tel Aviv.
Der bor i dag 883.000 mennesker i hele Jerusalem. 62 procent er jøder, og 38 procent er palæstinensere.
Kilde: AP.
ritzau




























