De europæiske ledere kæmper for at holde liv i atomaftalen med Iran, selv om USA har trukket sig ud, men i sidste ende er det ikke noget, som Angela Merkel, Emmanuel Macron, Lars Løkke Rasmussen og kompagni kan afgøre. Politikerne er afhængige af store europæiske virksomheder.
I aftalen fra 2015 forpligtede Iran sig til at afvikle sit atomprogram mod igen at få adgang til verdensmarkedet. Siden da har virksomheder som Siemens, Mærsk, Volkswagen og Airbus indgået økonomiske aftaler med Iran, som nu er i farezonen.




























