Foreløbige optællinger viser, at den konservative kandidat Ivan Duque vinder første runde af præsidentvalget i Colombia.
Den tidligere senator står til opbakning fra 39,7 af vælgerne med 85 procent af stemmerne optalt. Det oplyser valgmyndighederne i Colombia ifølge nyhedsbureauet AFP.
Da opbakningen ikke runder 50 procent, skal kandidaterne ud i en anden valgrunde 17. juni.
To kandidater på venstrefløjen kæmper hårdt om andenpladsen ved valget. Gustavo Petro står således til 24,8 procent af stemmerne, mens tidligere borgmester i Medellin Sergio Fajardo står til 23,4 procent af stemmerne.
Valget kan få stor indflydelse på den skrøbelige fredsaftale, der i 2016 blev indgået med oprørsgruppen Farc.
41-årige Duque er medlem af ekspræsident Alvaro Uribes parti, Centro Democrático, og er stærkt kritisk over for aftalen.
ritzau




























