Spottet af en drone og fanget igen: Løver og tigre brød ud af oversvømmet tysk zoo

Kraftigt nedbør oversvømmede den zoologiske have i den tyske by Lünebach.  Oliver Berg/AP
Kraftigt nedbør oversvømmede den zoologiske have i den tyske by Lünebach. Oliver Berg/AP
Lyt til artiklen

Tysk politi opfordrede indbyggere i den vestlige by Lünebach til at blive indenfor i deres hjem, da to løver, to tigre og en jaguar brød ud af den lokale zoo tidligere på dagen.

Fredag eftermiddag kan indbyggerne dog ånde lettet op igen, for ifølge nyhedsbureauet AFP er alle dyr igen indfanget, oplyser lokale myndigheder. De blev angiveligt spottet af en drone.

Det er uvist, hvor dyrene er blevet indfanget og hvordan, men de lokale myndigheder har sat stort ind for at indfange dem.

Oversvømmelse ødelægger hegn til zoo

BBC citerer tyske medier for, at dyrene slap ud af Eifel-Zoo, der ligger i det bakkede Eifel-område, på grund af storm og oversvømmelser i Lünebach i aftes.

Ifølge det tyske medie SWR skyldes oversvømmelserne massivt regnvejr natten til i dag, som fik vandstanden til at stige så meget, at næsten hele Eifels zoologiske have blev oversvømmet.

De store vandmængder skulle angiveligt have ødelagt hegn ind til diverse dyr, som derfor har kunnet slippe ud, skriver DR Nyheder.

En bjørn skulle også være brudt ud, men den blev skudt.

Dyrene kan have følt sig presset til flugt

I følge divisionschef i Zoologisk Have i København, Lars Holse, har det sandsynligvis ikke været dyrenes eget ønske at flygte. De har derimod følt sig presset og set sig nødsaget til at slippe væk.

Han forklarer, at de fleste dyr i zoologiske haver er opdrættet i fangenskab, og derfor ikke vil søge mod en savanne, de aldrig har været på.

»De vil hellere end gerne tilbage til det, de kender, for der ved de, at de har styr på situationen. Derfor er det også sjældent, at de går meget langt væk fra området«, fortæller Lars Holse til Politiken.

Danske zoologiske haver er sikre

I Zoologisk Have København vil det være højst usandsynligt, at stedet vil blive ramt af en oversvømmelse, da det er placeret på Valby Bakke. I stedet kan en truende situation være ved kraftigt stormvejr, men i de situationer har Zoologisk Have København dækket sig ind.

»Hvis der er meldt om stormvejr, så har vi vores dyr gående inden for om natten. Og i dagstimerne vurderer vi løbende situationen«, fortæller Lars Holse.

Politiken og Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her