To billeder fra de seneste dage er gledet over i den fælles globale bevidsthed. Den amerikanske præsident med korslagte arme over for sine traditionelle allierede til G7-topmødet i Canada. Fire dage senere med håndtryk og skulderklap til Nordkoreas diktator på atomtopmødet i Singapore.
Billedet fra G7-topmødet er nok, som Trump hævdede på sin pressekonference i Singapore tirsdag, taget på et tidspunkt, hvor lederne af de store vestlige økonomier småsnakkede om alt og intet. Men det er kommet til at udtrykke konturerne af den Trump-doktrin, der tegner sig.


























