Italien vil ikke længere være EU’s flygtningelejr. Sådan lød begrundelsen fra Italiens indenrigsminister, Matteo Salvini, da han i weekenden lukkede landets havne for et redningsskib med 629 nødstedte flygtninge og migranter.
Italien har modtaget over en halv million asylansøgere de seneste 5 år, og intet sted er der kommet flere end på Sicilien. Men borgmesteren i Palermo, Leoluca Orlando, er harmdirrende uenig med den nye regering. Han skyndte sig via de italienske medier at erklære, at Palermos havn skam fortsat er åben for redningsskibe.


























