De seneste dage har der ikke været meget at glæde sig over ved Tham Luang grotten i det nordlige Thailand, hvor 12 drenge og deres fodboldtræner for nu over to uger siden blev spærret inde, da vandmasser efter et kraftigt regnvejr pludselig oversvømmede store dele af grotten. En dykker døde i sidste uge under redningsarbejdet, og nye kraftige regnskyl truede med atter at få vandstanden til at stige dramatisk inde i grotten – så meget at de indespærrede drenge og deres træner til sidst måske kun ville have ti kvadratmeter tilbage at opholde sig på. Derfor havde ledelsen af redningsindsatsen ikke andet valg end at påbegynde den farlige aktion med at redde drengene og deres leder ud af grotten. Første del gik overraskende godt. Klokken 17.40 kom den første dreng ud af grotten og dernæst fulgte tre andre på stribe. Alle i så god stand, som man nu engang kan være, når man har tilbragt over to uger inde i en mørk, fugtig grotte uden de seneste dage at have fået andet end beskedne rationer af tubemad. Det var således også en tydelig lettet leder af redningsaktionen, den fungerende guvernør for Chiang Rai provinsen, Narongsak Osatanakorn, der på et pressemøde søndag aften lokal tid kunne fastslå, at redningsindsatsen var forløbet »mere succesfuldt end forventet«. Men Narongsak Osatanakorn, som de seneste dage er blevet noget nær folkehelt på grund af sin direkte måde at kommunikere på, understregede også, at det var for tidligt at glæde sig for meget. Otte af drengene samt deres fodboldtræner opholder sig stadig inde i grotten, og den populære redningsleder sagde, at der ville gå mellem 10 og 20 timer, før de også kunne forvente at komme ud.
Glæde iblandet bekymring
For at redde de første fire drenge ud var det nødvendigt at have depoter inde i grotten med luftflasker, så der hele tiden var tilstrækkeligt med forsyninger, og alle disse flasker skal nu fyldes op med luft igen, før at redningsindsatsen kan fortsætte, forklarede Narongsak Osatanakorn. Alligevel vakte nyheden om, at første del af redningsaktionen var vel overstået, stor glæde i Mae Sai, som er den by, drengene og deres fodboldtræner kommer fra. Tham Luang grotten ligger kun få kilometer uden for byen. »Jeg er så lettet over, at de første fire nu er ude, og jeg føler mig sikker på, at de resterende nok også skal komme godt ud, fordi hele redningsindsatsen er meget godt organiseret«, sagde 39-årige Piyada Sotornpiybutr, da hun var ude for at handle i en butik på hovedgaden i Mae Sai. En anden indbygger, 28-årige Thanakrit Srimoang, var bekymret over, at det i går begyndte at regne kraftigt igen. »Jeg er lykkelig over at vide, at fire af drengene er ude, men jeg håber, at de resterende inde i grotten snart vil komme ud også«, sagde han. Den folkelige interesse for redningsaktionen har været enorm, og de seneste par uger har samtlige thailandske medier døgnet rundt kørt redningsindsatsen som tophistorie. Den thailandske premierminister, Prayuth Chan-ocha, der for fire år siden tog magten ved et militærkup, vil i dag komme til Nordthailand for at tale med familierne til drengene. Det skal formentlig ses i sammenhæng med, at militærregeringen har lovet valg i første halvdel af næste år, og at den derfor vil bruge redningsindsatsen til at stille sig selv i et bedre lys. Prayuth Chan-ocha har angiveligt ambitioner om at få nok stemmer til at kunne fortsætte som premierminister. Pr-gevinsten risikerer dog at forsvinde, hvis redningsaktionen de kommende døgn ikke går ligeså godt, som den gjorde i går.




























