Rusland inviterer Taleban til at mødes med Putin i Moskva

Lyt til artiklen

Rusland vil invitere repræsentanter fra den militante gruppe Taleban til at mødes med landets præsident, Vladimir Putin, inden udgangen af sommeren.

Det oplyser Zamir Kabulov, der er afdelingschef i Ruslands udenrigsministerium.

»Vi ønsker, at det skal være begyndelsen på en reel fremgang i landet. Og det er kun muligt, hvis Taleban begynder at tale med regeringen i Afghanistan«, siger Zamir Kabulov.

Kabulov håber, at mødet kan blive startskuddet til »hvis ikke et gennembrud, så et synligt resultat«.

Afdelingschefen siger, at det største problem i Afghanistan er, at Taleban anser landets nuværende regering for at være USA's marionetdukke uden reel magt.

»De (Taleban, red.) ønsker ikke at tale med regeringen, men vil hellere forhandle direkte med amerikanerne«, siger Zamir Kabulov.

»Hvis vi ikke inviterer Taleban, kommer der ikke til at være nogen dialog. Det er derfor, vi håber, at Taleban vil tage imod invitationen«.

Foruden repræsentanter fra Taleban og Rusland vil også repræsentanter fra Afghanistan, Indien, Iran, Kasakhstan, Kirgistan, Kina, Pakistan, Turkmenistan og Usbekistan deltage.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her