Nicaraguas præsident, Daniel Ortega giver satanister, biskopper og USA skylden for en voldsbølge i landet i de seneste måneder. Ortega selv har tidligere fået voldsom kritik for at krænke menneskerettigheder i landet.
»Protestanter, som er finansieret af det nordamerikanske imperium og forskellige erhvervsledere i landet, deltager i en sammensværgelse omkring statskup i Centralamerika«, siger Ortega i en tale til tusindvis af sine tilhængere i hovedstaden, Managua.
Talen blev holdt i forbindelse med den 39. årsdag for revolutionen i Nicaragua.
»Det har været en smertelig kamp. Smertelig, fordi vi har konfronteret en væbnet konspiration af interne kræfter, som vi kender, der er i ledtog med eksterne kræfter«, siger Ortega videre i talen.
Ortega langer ud efter katolske biskopper og beskylder nogle af landets kirker for at ligge inde med hele våbenlagre og samarbejde med demonstranter.
»Satanisterne må nedkæmpes«, siger Ortega, efter at omkring 280 mennesker er blevet dræbt under voldsomme optøjer i Nicaragua, der tidligere var kendt som Centralamerikas mest trygge land.
USA har fordømt politiets og paramilitære gruppers angreb på demonstranter.
»Fortsatte voldshandlinger og blodsudgydelser, der er iværksat af regeringen i Nicaragua, skal stoppes omgående«, siger Francisco Palmieri, der er talsmand for det amerikanske udenrigsministerium.
USA's ambassadør i den amerikanske samarbejdsorganisation OAS, Carlos Trujillo, ser med stor alvor på udviklingen i Nicaragua.
»Regeringens gentagne voldshandlinger og undertrykkelse vil kun føre til yderligere isolation og sanktioner«, siger han.
ritzau




























