Der er meget rosende ord fra USA's præsident, Donald Trump, til Italiens nye premierminister, Giuseppe Conte, for den italienske regerings indvandringspolitik.
Andre europæiske lande burde følge Italien på indvandringsområdet, lyder det fra en smilende Trump, der giver Conte en varm velkomst i Washington mandag.
Italien 'har indtaget en meget fast holdning omkring grænsen, en holdning få lande har taget', siger Trump ifølge nyhedsbureauet dpa.
»Og helt ærligt gør han efter min mening det rette«, siger Trump ifølge nyhedsbureauet Reuters.
»Mange andre lande i Europa burde også gøre de«t, tilføjer han ifølge dpa.
Conte blev for to måneder siden taget i ed som italiensk premierminister. Han står i spidsen for en regering bestående af det højreorienterede parti Ligaen og protestpartiet Femstjernebevægelsen.
Også handel og forsvarspolitik er på dagsordnen
Italien har inden for de seneste uger forhindret flere redningsskibe i at anløbe italienske havne med migranter om bord.
»Jeg er meget enig i, hvad I gør med hensyn til indvandring og ulovlig indvandring og endda lovlig indvandring«, siger Trump til Conte, inden de indleder deres møde mandag aften dansk tid.
Conte har presset på for at få ændret de EU-regler der betyder, at asylansøgninger skal behandles i det land, som den pågældende asylansøger først ankommer til.
Italien siger, at den regel lægger en urimeligt stor byrde på de lande, der ligger ud til Middelhavet, hvor et stort antal migranter og flygtninge fra især Mellemøsten og Afrika tager den farefulde færd mod Europa.
På mødet vil Conte og Trump, ud over indvandring, også drøfte handel og forsvarspolitik, meddeler den amerikanske præsident.
De ventes at holde en pressekonference omkring klokken 20 dansk tid.
ritzau



























