Et udbrud af Ebola i DRCongo har spredt sig fra sit udspring til en naboprovins. Det oplyser Verdenssundhedsorganisationen, WHO.
Chefen for WHO's akutrespons, Peter Salama, fortæller, at WHO har registreret ebolasmittede ti forskellige steder i DRCongo.
Torsdag erklærede sundhedsmyndighederne i DRCongo et ebolaudbrud. Det kom lidt over en uge efter, at et andet ebolaudbrud i en anden del af landet blev erklæret slået ned.
Det seneste udbrud er sket i den nordøstlige provins Nordkivu nær byen Beni. Og de fleste af WHO's registrerede tilfælde er fundet nær Beni. Men et af dem er fundet i naboprovinsen Ituri nord for Nordkivu.
Tidligere har Peter Salama understreget, at det nuværende udbrud adskiller sig fra det foregående, fordi det foregår i en del af DRCongo, hvor hæren er i åben kamp med forskellige militser.
»Denne gruppe af ebola-sager sker i et miljø, der er meget forskelligt fra det nordvestlige område, vi opererede i (ved seneste udbrud, red.). Det er en aktiv konfliktzone«, skrev Peter Salama på Twitter onsdag.
»Den største udfordring bliver at nå ud til den berørte befolkning sikkert«.
Ifølge Peter Salama var det udløsende tilfælde ved dette udbrud en 65-årig kvinde. Hun døde på et hospital i byen Mangina med symptomer på ebola. Syv af hendes nære familiemedlemmer er også døde ifølge Salama.
ritzau




























