Rusland vil anse flere amerikanske sanktioner for at erklære økonomisk krig, siger premierminister Dmitrij Medvedev til nyhedsbureauet Tass.
Rusland kunne blive nødt til at svare igen med andre midler, hvis det rammer russiske banker, advarer han.
USA's udenrigsministerium oplyste onsdag, at der indføres nye sanktioner mod Rusland senere på måneden efter et angreb med en russisk udviklet nervegift.
Spion og hans datter blev ramt
Det ramte i marts en afhoppet russisk spion og hans datter i England.
Hvis Rusland ikke giver passende svar på hændelsen, forbeholder USA sig retten til at skærpe sanktionerne.
»Hvis der gribes til midler som forbud mod bankaktiviteter eller brugen af den ene eller den anden valuta, så kan det klart beskrives som en erklæring om økonomisk krig, siger Medvedev.
»Og den krig må besvares - med økonomiske, politiske og om nødvendigt med andre midler. Og vores amerikanske partnere bør indse det, mener han.
De amerikanske sanktioner, som træder i kraft senere på måneden, omfatter et eksportforbud af følsomt elektronisk udstyr.
ritzau




























