Opposition i Zimbabwe starter retssag om valgsvindel

Lyt til artiklen

Oppositionen i Zimbabwe har fredag formelt afleveret sin klage over valgsvindel ved valget 30. juli til en domstol. Det oplyser lederen af partiet MDC, Nelson Chamisa, på Twitter.

»Vores juridiske hold har succesfuldt afleveret vores søgsmål til retten. Vi har en god sag og et godt formål«.

Valget, der var det første i landets historie uden den tidligere præsident Robert Mugabe på stemmesedlen, blev erklæret som en sejr for den siddende Emmerson Mnangagwa.

Mnangagwa, der kaldes 'krokodillen', var vicepræsident under Mugabe, indtil Mugabe forsøgte at skaffe sig af med ham politisk. Den afskedsbegæring vendte dog som en boomerang, og Mnangagwa væltede i stedet Mugabe.

Landets valgkommission erklærede, at Mnangagwa vandt valget med 50,8 procent af stemmerne, hvilket akkurat var nok til at præsidenten vandt uden at skulle ud i en anden valgrunde.

Oppositionen hævdede omgående, at der var foregået valgsvindel.

»Vi vil fremlægge vores egne beviser«, skrev Chamisa på Twitter 3. august.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her