Brasiliens magtfulde arbejderparti, PT, har trodsigt udfordret landets retssystem ved at indskrive den fængslede, men populære ekspræsident Lula da Silva som sin præsidentkandidat før valget i oktober. Valgkampen, der officielt startede i går, ser dermed ud til at blive den mest kaotiske i Brasiliens demokratiske historie.
Kort før fristen for at indskrive partiernes kandidater udløb onsdag, troppede repræsentanter for PT op i det øverste valgtribunal i hovedstaden, Brasilia, og indskrev Lula da Silva som præsidentkandidat og universitetsprofessoren Fernando Haddad som hans vicepræsident. Og det til trods for at Lula, som alle er på fornavn med, i april blev idømt 12 års fængsel for korruption. Eftersom dommen er stadfæstet i anden instans, er Lula ifølge landets love formelt forhindret i at stille op.




























