Italien vil gøre broer og veje mere sikre efter brokollaps

Antonio Calanni/AP
Antonio Calanni/AP
Lyt til artiklen

Den italienske regeringen vil i september lancere en plan, der skal gøre infrastrukturen i landet mere sikker. Det sker efter en motorvejsbro i Genova kollapsede tirsdag og kostede 43 mennesker livet.

Det siger en højtstående embedsmand i et interview med avisen Il Messaggero, der bliver bragt søndag.

Giancarlo Giorgetti, der arbejder i premierministerens kontor, oplyser, at planen inkluderer motorveje, broer og viadukter men også offentlige bygninger som skoler.

»Det vil blive vedligeholdelsesarbejde, der ikke er set før, med enorme investeringer, siger han til avisen.

Han specificerer ikke, hvad planen kommer til at koste.

Det er endnu ikke muligt at sige noget om årsagen til kollapset. Efterforskere undersøger, om det skyldes manglende vedligeholdelse, fejl i designet eller noget tredje.

Selskab opretter støttefond

Regeringen har bebrejdet selskabet Autostrade, der står for driften af broen og flere af Italiens andre betalingsveje, for episoden.

Efter en statsbegravelse af flere af ofrene fandt sted lørdag, meddelte Autostrade, at selskabet vil oprette en fond for at støtte familier, som blev berørt af skaden.

Derudover har firmaet øremærket 500 millioner euro (over 3,7 milliarder kroner) til at forbedre infrastrukturen i Genova.

Lørdag fandt redningsarbejdere yderligere tre personer under murbrokkerne fra broen. Det var en niårig pige og hendes forældre. Ni personer befinder sig stadig på hospitalet. Heraf er fire i kritisk tilstand.

Lokale i Genova efter brokollaps: Det var en syg bro, og det har den været siden 1980'erne

Men arbejdet på stedet fortsætter, påpeger Stefano Zanut, der arbejder ved brandmyndighederne i området.

»Vores arbejde fortsætter for at være helt sikre på, at der ikke er nogen under murbrokkerne«, siger han til Sky TG24.

Broen hedder Ponte Morandi og er en del af motorvejen A10. Den krydser floden Polcevera, flere bygninger samt et jernbanespor.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her