For 20 år siden eksisterede øen Bhashan Char slet ikke. Nu vil Bangladeshs regering flytte 100.000 rohingyaflygtninge fra verdens største flygtningelejr ud på øen. Men ifølge rohingyaerne selv og Human Rights Watch er øen ubeboelig.
Lige nu bor rohingyaerne som sardiner i en dåse i verdens største flygtningelejr. 900.000 rohingyaer er drevet på flugt af Myanmars militær, og lige nu lever de med frygten for mudderskred, jordskred og oversvømmelser på grund af monsunregnen, som hærger i området. Derfor er mange af rohingyaerne blevet afskåret fra adgangen til rent vand, og sygdomme som kolera spreder sig let. Derfor planlægger regeringen at huse nogle af flygtningene på øen.


























