Putins tidligere stabschef genvinder borgmesterpost i Moskva

Lyt til artiklen

Sergej Sobjanin, der er tidligere stabschef for Ruslands præsident, Vladimir Putin, er blevet genvalgt som borgmester i Ruslands hovedstad, Moskva. Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass.

Indbyggerne i Moskva kunne stemme søndag, og det benyttede omkring 30 procent af de stemmeberettigede muligheden for ifølge Tass.

Omkring 70 procent af dem stemte på Sobjanin, der dermed er genvalgt til sin tredje valgperiode som borgmester.

Tidligt natten til mandag erklærede Sobjanin sig som sejrherre. Kort efter ringede Vladimir Putin ifølge Tass til Sobjanin og ønskede ham tillykke med sejren.

På sin hjemmeside sendte borgmesteren en tak til sine tilhængere.

»Jeg vil gerne takke enhver, der tog ned og stemte på mig eller en af de andre kandidat. På trods af vores forskellige holdninger, elsker vi alle vores by og ønsker dens ve og vel«, skriver Sobjanin.

Den største konkurrent til Sobjanin var den kommunistiske kandidat Vadim Kumin, som fik omkring 11,5 procent af stemmerne.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her