»Vi ved, hvem de er. Vi har fundet dem«: Putin opfordrer, de to russere, briterne mistænker for giftangreb, til at fortælle deres historie

Den britiske anklagemyndighed har offentliggjort flere billeder af de to russere, som briterne mener står bag giftangrebet mod den russiske eksspion Sergej Skripal. Det er Aleksandr Petrov og Ruslan Bosjirov. /AP
Den britiske anklagemyndighed har offentliggjort flere billeder af de to russere, som briterne mener står bag giftangrebet mod den russiske eksspion Sergej Skripal. Det er Aleksandr Petrov og Ruslan Bosjirov. /AP
Lyt til artiklen

Den russiske regering kender godt Aleksandr Petrov og Ruslan Bosjirov, som de britiske myndigheder mener, at de står bag angrebet med nervegift på en russisk eksspion i Storbritannien.

Det oplyser Ruslands præsident, Vladimir Putin, onsdag ved et økonomisk forum i den russiske by Vladivostok.

»Vi har selvfølgelig undersøgt, hvem disse mænd er. Vi ved, hvem de er. Vi har fundet dem. Jeg håber, at de vil komme frem selv og præsentere dem selv. Det vil være bedre for alle«, siger Vladimir Putin.

Den britiske premierminister, Theresa May, har forklaret, at de to mænd skulle være medlemmer af den russiske efterretningstjeneste GRU. Det benægter Putin, der siger, at begge mænd er civilister.

»Der er intet særligt eller endda kriminelt ved dem. Det forsikrer jeg jer. Det vil vi få at se snart«, siger Putin.

»De er civilister selvfølgelig. Jeg vil gerne rette en appel til dem, så de kan høre os i dag. De vil kommer til jer (medierne, red.) et eller andet sted«.

Nervegift var smurt på eksspions dørhåndtag

Ifølge den britiske anklagemyndighed ankom de to mænd til London 2. marts. Her boede de, indtil de tog til den britiske by Salisbury 4. marts.

Her blev den russiske eksspion Sergej Skripal og hans datter, Julia, senere fundet på en bænk i byen samme dag. Ifølge myndighederne var de angrebet med nervegiften Novichok, som var blevet smurt på deres dør.

Derudover blev en 45-årig mand og 44-årig kvinde også forgiftet i byen Amesbury af samme nervegift. Britisk politi mener, at parret kom i kontakt med efterladt gift fra attentatet mod Sergej og Julia Skripal.

Kvinden døde senere.

Hele episoden har ført til diplomatisk krise mellem Storbritannien og Rusland.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her