Der er opstået mistanke om, at der er sket fejl og foregået fusk flere steder i Sverige under søndagens valg til Riksdagen.
Det skriver nyhedsbureauet NTB.
Foreløbigt er det uklart, om der er hold i mistanken, men Riksdagens kontrolmyndighed, Valprövningsnämnden (VPN), har modtaget omkring 300 klager.
Det fortæller Cecilia Persson fra VPN.
»De fleste handler om riksdagsvalget, men vi har ikke været i stand til at gennemgå dem alle sammen endnu,« siger hun til svensk SVT om klagerne.
Flere af dem drejer sig om medlemmer af politiske partier, som har fulgt vælgere ind i valglokaler samt stemmebokse og hjulpet dem med at stemme.
Ifølge Dagens Nyheter er flere tilfælde blevet politianmeldt. Og både i Värmland og i kommunen Degerfors kan der potentielt blive tale om omvalg, skriver avisen videre.
Degerfors Kommune har politianmeldt to lokalpolitikere for 'unødig valgpåvirkning'. En af dem har ifølge anmeldelsen tilbudt penge i bytte for stemmer.
ritzau




























