Efter at orkanen Florence er aftaget noget i vindstyrke og er blevet til den tropiske storm Florence, slås beboerne i North Carolina og nabostaterne med, hvad der kan blive flere døgns livsfarlige oversvømmelser.
Lørdag morgen lokal tid opgraderede tv-stationen ABC News dødstallet til syv, mens 900.000 er uden strøm. USAs nationale vejrservice advarede om »livstruende, katastrofale« pludselige oversvømmelser i North og South Carolina og Virginia og West Virginia i de kommende dage. Florence er en stor storm, den bevæger sig langsomt og indeholder enorme mængder vand. Der ventes oversvømmelser op til 3-4 meters højde.




























