Todd Rokita kan nærmest lugte, at der er noget galt i Kina. Han mærker det i næsen, og han ser det gennem vinduerne på sit hotelværelse.
»Jeg er overrasket over, at jeg knap nok kan se lys, når jeg om aftenen trækker gardinerne fra på mit hotelværelse«, sagde den amerikanske republikaner, der i går og midt i den stadig mere tilspidsede handelskrig mellem USA og Kina var taget til møde i World Economic Forum i den kinesiske by Tianjin, nogle timers bilkørsel uden for Beijing. Efter hvad Todd Rokita fornemmede, var luften i Kina meget renere, da han i 1990’erne læste jura i Shanghai i et halvt års tid.




























