Kvinder fylder Brasiliens gader i protest mod førende præsidentkandidat

Hundredtusindvis af kvinder demonstrerede lørdag i alle større byer mod Brasiliens højreradikale præsidentkandidat, den tidligere kaptajn i hæren, Jair Bolsonaro. Silvia Izquierdo/AP
Hundredtusindvis af kvinder demonstrerede lørdag i alle større byer mod Brasiliens højreradikale præsidentkandidat, den tidligere kaptajn i hæren, Jair Bolsonaro. Silvia Izquierdo/AP
Lyt til artiklen

Fra alle verdenshjørner kom de vandrende med kurs mod den samme plads i Rio de Janeiros centrum. De var høje, lave, lyse, mørke og unge såvel som gamle. Kvinder med klistermærker, bannere og t-shirts, der alle havde samme besked: #ikke ham.

Hundredtusindvis af kvinder demonstrerede lørdag i alle større byer mod Brasiliens højreradikale præsidentkandidat, den tidligere kaptajn i hæren, Jair Bolsonaro, der fører i meningsmålingerne op til næste søndags valg. Hans misogyne holdninger har forfærdet kvinder over hele landet og udsigten til, at han kan blive landets næste præsident har fået dem til at lægge politiske forskelle på hylden og stå skulder ved skulder.

»Det her handler ikke om højre eller venstre, men om, at Bolsonaro vil anfægte vores hårdt tilkæmpede rettigheder som kvinder, homoseksuelle eller sorte. Det er det, vi er gået sammen om at forhindre«, sagde Vivian på 29 år.

Hun er lesbisk og blev gift sidste år, nærmest i samme øjeblik, som parlamentet vedtog en lov, der gjorde det muligt, og den rettighed har hun tænkt sig at forsvare.

»Måske vil Bolsonaro ikke få magt til at ændre den lov lige med det samme, men han er en mand, der har tænkt sig at regere med vrede og had, og det vil få konsekvenser for samfundets tolerance over for os, der er anderledes. Hvad sker der så på længere sigt?«, spurgte hun.

Valg i Brasilien: Kan en højreradikal i en hospitalsseng vinde over afløseren for fængslet ekspræsident?

Det hele begyndte med en facebook-side, kreeret af tre kendte konservative kvinder. Den hed 'Forenede Kvinder mod Bolsonaro' og fik i løbet af 14 dage tre millioner medlemmer. Så blev den hacket og lagt ned. De tre kvinder modtog dødstrusler, der stadig efterforskes af Brasiliens politi for cyperkriminalitet, men kvinderne er ikke i tvivl. Truslerne kom fra Bolsonaros nærmeste, siger de.

De rejste siden op igen, og siden er mobiliseringen kun taget til i takt med, at præsidentkandidaten ytrer sig med holdninger som at kvinder skal have lavere løn end mænd, at han hellere vil »dø end at have en homoseksuel søn«, og at det er flovt at få døtre, selv om han selv har en datter.

»Jeg fik fire sønner, og så må jeg være blevet svækket, for til sidst fik jeg en datter«, sagde Bolsonaro, der er indlagt efter at en forstyrret mand stak ham i maven med en kniv.

En anden opsigtsvækkende udtalelse kom, da han foragteligt meddelte parlamentsmedlemmet Maria do Rosario, at han ikke gad voldtage hende, fordi hun ikke fortjente det.

Da Bolsonaros kandidat til vicepræsidentposten, den pensionerede general Hamilton Mourão forleden udtalte, at børn, der er vokset op i en husholdning med lutter kvinder – som rigtig mange er, fordi fædrene har forladt familien - er ude af balance og nemme ofre for narkobranchen, rejste der sig en storm på facebooksiden, og den kendte konservative journalist Rachel Shehezarade svarede rasende tilbage på twitter:

»Jeg er kvinde. Jeg har opdraget to døtre alene. Jeg blev opdraget af min mor og mormor. Vel er vi ej kriminelle. Vi er heltinder!«

Hun sluttede med det hashtag, der er blevet kvindernes logo: #ikkeham.

Forstår vreden

På pladsen i Rio voksede forsamlingen som eftermiddagen skred frem. Det var festligt, men der herskede også en stemning af, at dette er alvor. Brasiliens unge demokrati vil ikke tolerere et tilbageskridt, og den holdning er naturligvis ikke forbeholdt kvinder.

På facebooksiden har kvinderne aftalt, at de alle skal forsøge at påvirke så mange som muligt til at indse, at Bolsonaro ikke er svaret på de problemer, som Brasilien vitterligt har. Mange havde derfor taget deres mænd, venner eller kolleger med til demonstrationen.

»Jeg ser denne demonstration som en støtte til kvinders og mindretals rettigheder, og derfor er den også for de mænd, der er enige med dem. Over hele verden ser vi tilbageskridt for menneskerettighederne, og demokratiet redder ikke sig selv. Det er vi borgere, der skal stå op for det. Derfor er jeg her«, sagde universitetslektoren David Ramírez.

Hans kollega, Sonya Lemus på 61 år, nikkede.

Højreorienteret brasiliansk spidskandidat udsat for voldsomt knivangreb

Kan I forstå de vælgere, der stemmer på Bolsonaro?

»Jeg forstår den vrede, der driver folk til at prøve noget helt andet. Vores økonomiske krise, volden, og korruptionen. Jo, jeg forstår det. Men Bolsonaro har ingen løsninger på de udfordringer. Han vil bare sætte militæret ind og bevæbne selv børn. Det vil ikke løse noget. Tværtimod. Manden er jo fascist«, mente Lemus.

Ifølge analyseinstituttet Datafolha, har 20 ud af 100 brasilianske mænd endnu ikke besluttet sig for, hvem de skal stemme på her en uge før valget. Tallet er næsten det dobbelte for kvinder, hvoraf 39 pct. er i tvivl. 50 pct. af kvinderne er dog helt sikre på, at deres stemme ikke går til Bolsonaro.

Bolsonaro er fra Rio de Janeiro, hvor han har været politiker siden 1988. Men han har aldrig fremsat et lovforslag og endnu mindre fået gennemført noget program. På en af demonstranternes skilte stod derfor: 'Hallo! Hvad har du egentlig gjort for Rio?'

Ikke en del af korruptions-skandalerme

Den tidligere kaptajn står til at få 28 pct. af stemmerne og vil dermed med stor sikkerhed gå videre til anden valgrunde den sidste søndag i oktober. Hans popularitet skyldes delvist, at han, i modsætning til masser af andre politikere, aldrig har været direkte indblandet i en korruptionsskandale. Men hans hårdt indstuderede image som ærlig og lovlydig er ved at krakelere.

Avisen O Globo kunne lørdag fortælle, at Bolsonaro har snydt i skat og også modtaget penge fra mindst et firma, uden at opgive det. Flere aviser kunne desuden berette, at hans tidligere hustru, Ana Cristina Valle, i 2011 meldte ham til politiet for trusler på livet og flygtede til Norge med deres fælles søn. De er tilsyneladende blevet gode venner igen, for hun er tilbage i Brasilien og støtter hans kampagne.

I en lang række lande var der i går sympatiprotester for de brasilianske kvinder og deres sag. Men i Rio de Janeiro blev det nogle af Bolsonaros tilhængere for meget. I periferien af demonstrationen skreg vrede taxichauffører nedsættende bemærkninger til kvinderne og var ude af stand til at styre deres vrede.

»Vi ordner jer, når Bolsonaro vinder«, råbte en yngre chauffør og satte hornet i bund. Han kunne derfor ikke høre det massive 'Buuuuuh', der svarede ham fra mange struber.

Anne M. Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her