Trump hylder Kavanaughs pinligt rene fortid efter afstemning

Højesteretspræsident,  John Roberts, (th), tager Brett Kavanaugh i ed. Ashley Kavanaugh, Brett Kavanaughs hustru, holder biblen, mens døtrene Margaret (venstre) og Liza ser til. Fred Schilling/AP
Højesteretspræsident, John Roberts, (th), tager Brett Kavanaugh i ed. Ashley Kavanaugh, Brett Kavanaughs hustru, holder biblen, mens døtrene Margaret (venstre) og Liza ser til. Fred Schilling/AP
Lyt til artiklen

USA's præsident, Donald Trump, var lørdag ovenud tilfreds, efter at hans udvalgte kandidat til det ledige sæde i Højesteret, Brett Kavanaugh, blev godkendt ved en afstemning i Senatet.

»Det er en af årsagerne til, at jeg valgte ham, fordi der findes ingen med en pinligt ren fortid som Brett Kavanaugh«, siger Trump.

Han afviser dermed alle de beskyldninger om seksuelt overgreb, som den 51-årige psykologiprofessor Christine Blasey Ford har rettet mod Kavanaugh.

Afstemning afbrudt af tilråb flere gange: Senatet godkender Brett Kavanaugh som ny højesteretsdommer

Donald Trump siger, at han er '100 procent sikker på', at Christine Blasey Ford ved en fejltagelse har udpeget Brett Kavanaugh som manden, der i begyndelsen af 1980'erne forgreb sig på hende til en privat fest.

»Han er en fantastisk mand, og jeg er meget beæret over at have valgt ham«, siger Donald Trump om Brett Kavanaugh.

Lørdagens afstemning i Senatet blev flere gange afbrudt af høje tilråb fra tilskuerpladserne.

Det forhindrede dog ikke afstemningen i at blive gennemført, og Kavanaugh blev godkendt, da 50 senatorer stemte for og 48 stemte imod.

Christine Blasey Fords beskyldninger mod Kavanaugh udløste forrige uge en høring i Senatets retsudvalg. Her blev begge parter udspurgt om det påståede overgreb, der skulle have fundet sted, da Christine Blasey Ford var 15 år og Brett Kavanaugh var 17.

Kvinder sørger over en tabt kamp, mens Kavanaugh styrer mod højesteret

Siden iværksatte forbundspolitiet FBI en kort efterforskning af sagen.

Donald Trump mener, at Demokraterne stod bag beskyldningerne mod Brett Kavanaugh.

»Vi er beæret over, at han var i stand til at stå imod dette forfærdelige, forfærdelige angreb fra Demokraterne«, siger præsidenten om bord på Air Force One på vej mod et massemøde i Kansas.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her