Hver gang en aftale om britisk skilsmisse fra EU har været ved at falde på plads, er det mislykkedes af samme årsag: Den irske grænse.
Sådan har det også været i ugerne op til et EU-topmøde, som starter i Bruxelles onsdag aften med Brexit som første punkt på dagsordenen. I sidste uge forlød det, at embedsmænd fra begge sider af Den Engelske Kanal var tæt på at nå til enighed om selve skilsmissen, så man nu kunne komme videre med forhandlingerne om det fremtidige forhold. Men søndag meddelte den britiske regering, at det fortsat var umuligt at underskrive en aftale – særligt på grund af fortsatte uenigheder om den irske grænse.




























