Selvmordsbomber dræber 25 og sårer over 50 i Pakistan

Lyt til artiklen

Mindst 25 mennesker blev fredag dræbt af en bombe i det nordvestlige Pakistan.

Under angrebet kørte en selvmordsbomber på motorcykel ind i en menneskemængde ved en festival på en markedsplads og udløste en sprængladning.

Det er uklart, hvilken gruppe der står bag bombeangrebet, hvor omkring et halvt hundrede mennesker blev såret.

Eksplosionen skete i byen Klaya i Orakzai-regionen. Dette er klanområder, som grænser mod Afghanistan.

En talsmand for det lokale politi, Tahir Ali, siger, at de fleste af dødsofrene er shiamuslimer, som er en minoritet i Khyber Pukhtunkhwa-provinsen.

I de seneste år er Orakzai blevet rystet af en række militante angreb, hvor af de fleste er udført af sunnimuslimer.

Der er ikke umiddelbart nogen gruppe, som har taget skylden for angrebet.

Blandt de dræbte er tre sikher og to medlemmer af sikkerhedsstyrkerne.

Orakzai var tidligere et delvist autonomt område i det etniske pashtun-klanområde i grænseområdet til Afghanistan.

I årtier har militante islamister, der har kæmpet i Afghanistan, søgt tilflugt i området.

Pakistansk militær indledte i 2009 en omfattende operation langs grænsen, og det er lykkedes at fjerne militante i nogle områder.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her