Demonstranter, der er kritiske over for regeringen, stødte lørdag sammen med fransk politi på Champs-Elysees i Paris.
Det efterlod den berømte boulevard indhyllet i tåregas efter endnu en dag med protester mod præsident Emmanuel Macron.
Indenrigsminister Christophe Castaner siger, at højreekstremister stod bag lørdagens uroligheder.
Han giver den højreorienterede Marine Le Pen skylden for, at protesterne udviklede sig til sammenstød med politiet.
Disse grupper havde »besvaret opfordringen fra Marine Le Pen og ønskede at angribe landets institutioner«, mener han.
Vreden er stor i Frankrig. Ikke mindst blandt 'de gule sikkerhedsveste'. I dag besætter de ParisProtesterne begyndte for en uge siden, da flere hundredtusinder demonstranter klædt i gule veste blokerede veje rundt i landet. Det skete i protest mod nye afgifter på benzin og diesel.
Ifølge indenrigsministeriet var langt færre på gaden lørdag. Man har opgjort, at i alt 81.000 mennesker rundt om i landet deltog i dagens protester. I sidste uge blev antallet opgjort til 244.000.
Dermed fejlede demonstranterne deres mål - at lukke Paris ned ved at blokere byens veje.
Men vreden er stor blandt mange franskmænd, der anser Macron for at være al for fokuseret på at hjælpe virksomheder og virksomhedsejere.
To er døde i ugens løb
Urolighederne har bredt sig ud i landområder i provinsen, hvor mange klager over at være glemt af regeringen.
»Folk kan ikke klare det mere. Vi har brug for at få skiftet regeringen og folk i toppen ud, lyder det fra Catherine Marguirer.
Hun havde lørdag havde taget opstilling ved et vejbetalingsanlæg ved landsbyen La Gravelle i det nordvestlige Frankrig.
De omstridte afgifter på benzin og diesel skal ifølge regeringen øge incitamentet til at købe biler, der er mere klimavenlige.
Under demonstrationen i Paris råbte deltagerne blandt andet 'Macron, træk dig' og 'Macron, tyv'.
Politiet havde på forhånd advaret om, at aktivister fra både den yderste højre- og venstrefløj kunne bruge demonstrationerne til at skabe ballade.
Over den seneste uge har urolighederne kostet to mennesker livet. 750 er kvæstet, og blandt dem er 136 politifolk.
ritzau
fortsæt med at læse




























