Våbenhvile omkring Aleppo vakler efter nye angreb

Civile behandles på sygehuset i Aleppo efter at de angiveligt er blevet udsat for et giftgasangreb. Foto: /AP
Civile behandles på sygehuset i Aleppo efter at de angiveligt er blevet udsat for et giftgasangreb. Foto: /AP
Lyt til artiklen

Efter to måneders våbenhvile, som i stor udstrækning er blevet overholdt, i området omkring byen Aleppo i Syrien er der lørdag og søndag igen blevet udvekslet angreb mellem oprører og russiske kampfly.

Søndag har det russiske forsvarsministerium ifølge det russiske nyhedsbureau Tass bekræftet, at russiske kampfly har angrebet oprørere i området.

Oprørerne befandt sig i et område, der ellers ifølge den skrøbelige våbenhvile burde være afmilitariseret.

Våbenhvilen er indgået mellem oprørere i området og regeringens styrker med henholdsvis Tyrkiet og Rusland som stormagterne bag hver part.

De russiske luftangreb kom som svar på et angreb lørdag på en regeringskontrolleret del af byen Aleppo. Ifølge syriske statsmedier blev der brugt giftgasser i angrebet lørdag.

Syriske medier: Over 100 civile er ramt af giftgasangreb i Aleppo

Det syriske statsmedie Sana hævder ifølge nyhedsbureauet AFP, at 107 er blevet behandlet for problemer med vejrtrækningen. Der er dog udsikkerhed omkring den melding.

Ifølge det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr), der er en britisk baseret ngo, er antallet af indlagte på hospitaler mindre. Desuden er skaderne ifølge Sohr ikke kritiske, skriver AFP.

Ifølge nyhedsbureauet AP har våbenhvilen i grove træk været overholdt de seneste måneder.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her