Rusland får 60 dage. Ellers opsiger USA nedrustningsaftale

Det er sidste chance for Rusland, hvis de vil bevare INF-aftalen. Foto: /AP
Det er sidste chance for Rusland, hvis de vil bevare INF-aftalen. Foto: /AP
Lyt til artiklen

Om 60 dage opsiger USA INF-traktaten, hvis Rusland ikke har rettet ind, siger USA’s udenrigsminister Mike Pompeo ifølge AP.

Den 20. oktober sagde Donald Trump, at han vil trække USA ud af INF-nedrustningsaftalen. Siden da har de øvrige Nato-lande forsøgt at overbevise amerikanerne om at blive inde i traktaten, og tilsvarende har USA leveret efterretninger til de øvrige 28 Nato-lande, der skal bevise, at Rusland har brudt aftalen.

Tirsdag mødtes Natos udenrigsministre i Bruxelles, hvor de skulle diskutere aftalen, og de 29 Nato-lande er enige med amerikanerne i, at Rusland ikke overholder aftalen.

Derfor har amerikanerne nu annonceret, at det er sidste chance for russerne, hvis de to stormagter skal holde liv i aftalen. Ellers vil USA opsige aftalen.

Nedrustningsaftalen blev indgået i 1987 mellem USA’s præsident Ronald Reagan og Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov. Det er en bilateral aftale mellem Rusland og USA. Det betyder, at selvom blandt andre Storbritannien, Kina og Frankrig også har atomvåben, gælder aftalen kun for USA og Rusland.

Traktaten forpligtede de to lande til at skrotte deres landbaserede mellemdistanceatomraketter, og den var den første af flere nedrustningsaftaler, som de to stormagter indgik. Derfor bliver INF-traktaten set som en nøgleaftale for afslutningen på den kolde krig.

Men som Politiken kunne fortælle i weekenden, frygter eksperter i forsvarspolitik, at trusselsniveauet vil stige i Europa, hvis INF-traktaten bliver skrottet. Det kan blandt andet betyde, at Nato-landene skal opruste med flere våben, soldater og højere forsvarsbudgetter, hvis INF bliver opsagt, vurderede den britiske Harvard-professor Jolyon Howorth, da Politiken snakkede med ham inden udenrigsministermødet.

Skal vi igen til at tale om ragnarok? Ny atomtrussel kan ramme Europa om et halvt år

Amerikanerne har truet med at trække sig ud af aftalen, fordi både USA og Nato mener, at russerne har udviklet SSC-8-raketter. Disse er landbaserede; har en rækkevidde på mindst 2.500 kilometer, hvilket gør dem til mellemdistanceraketter; de kan bære et atomartsprænghoved; og ifølge det svenske fredsforskningsinstitut SIPRI, har Rusland udviklet 16 funktionsdygtige SSC-8-raketter.

Derfor anklager USA russerne for at bryde traktaten. Kritikken begyndte helt tilbage i 2014 under Obama-regeringen, der gang på gang kritiserede russernes nye raketter. Men Trump-regeringen har taget skridtet videre og truet med at opsige aftalen.

Amerikanerne har også haft en anden motivation for at trække sig fra aftalen. Lande som Kina og Nordkorea er ikke bundet af denne traktat, og SIPRI anslår, at kineserne har 96 landbaserede mellemdistance atomraketter. Og disse raketter må amerikanerne ikke have, hvis de skal overholde traktaten.

Perry MacLeod Jensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her